Værd at vide

I Nordeuropa er bindingsværk og træskibe af egetræ. Også tagkonstruktionerne i vore gamle kirker er lavet af eg. Traditionen bygger på, at egetræ er langt mere holdbart end andre lokale træarter. Den tekniske forklaring er, at egetræets kerne naturligt har et højt indhold af phenolholdige stoffer, kaldet garvesyrer eller proanthocyanidiner, stoffer, der er giftige for de fleste træelskende svampe. Egetræ har samtidig flere andre gode egenskaber, det er forholdsvis nemt at bearbejde, svinder og slår sig kun lidt, og det er stærkt og hårdt.

I Danmark er egetømmer altid savet af egearterne stilkeg eller vintereg (Latin: Quercus Robur / Quercus Petraea), der også kaldes europæisk hvid eg. De to egearter er nært beslægtede og man skelner ikke mellem dem ved anvendelse til tømmer.

Andre egearter, fx rødeg, har ikke stilk- og vinteregens styrke og holdbarhed og bør derfor ikke anvendes i konstruktioner.

Stilk- og vintereg af udmærket kvalitet vokser i de fleste europæiske lande; tømmer kan derfor ofte med fordel hentes i udlandet, blot man sikrer sig, at egearten er stilk- eller vintereg.

Egetømmer skal tørres og lagres før det bruges i bygninger. Tørring i ovn er mulig, men i bedste fald langvarig - ofte måneder - i værste fald får træet revner og defekter (skaltørring).

Naturlig nedtørring er derfor nødvendig. Det sker i praksis ved at træet stables i en åben lagerhal med god luftcirkulation omkring hver enkelt stolpe.

Til bindingsværk har man traditionelt skovet og savet egetræet om vinteren og bygget efter høst det følgende år. Man har altså kun lagret træet gennem foråret og sommeren. Den relativt korte lagertid er mulig fordi egetræ stort set ikke svinder i længderetningen og kun i begrænset omfang på tværs af fibrene.

Hvor egetræ skal bruges indendørs i opvarmede bygninger bør det dog lagres i flere år og evt. herefter tørres i tørrestue.

Egetræets gode egenskaber findes kun i træets kerne. Under barken ligger det 2-8 cm. lyse lag af splintved, der ikke har kernetræets holdbarhed. Rent kernetræ bør derfor foretrækkes.

Det er dog gammel tradition at spare på det gode træ til bindingsværk og acceptere bomkant og dermed splinttræ på den indvendige, beskyttede side. Gammelt tømmer i kirker og bindingsværkshuse har således typisk splint og endog barkkanter på den skjulte side.

Til dekorative formål kan farveforskellen mellem splint- og kernetræet udnyttes, fx i møbler.

Knaster, der er sunde, kan accepteres afhængig af krav til udseendet. Kun meget store knaster forringer træets styrke.

Revner i form af vindridser er en naturlig følge af tørring og svind. Træet vendes så den synlige eller mest udsatte side har færrest revner. Revner eller flæk, der går helt igennem træet, er naturligvis ikke acceptabelt.

Farveforskelle forekommer naturligt i sundt egetræ, fra lyst til mørkt og nuancer af gråt, gult og brunt. Sorte partier, sorte striber og direkte råddenskab må derimod ikke forekomme.

Gammelt træ fra nedbrydning passer godt til restaurering, både æstetisk og teknisk. Ulempen er at genbrugstræ er svært at fremskaffe og dermed dyrt, og at der ofte vil være et stort spild på grund af gamle skader og taphuller.

I gamle bygninger kan man se, at egestolperne er tilhugget med økse på to sider og savet på de to andre. Vil man kopiere det håndhuggede look, kan det ske ved at behandle nye savede stolper med klængeøkse eller høvl.

NB. Korrekt tilhugning af egestolper kræver stor ekspertise.